En varmepumpe er et anlæg, der udnytter varmen i enten luften eller jorden til at opvarme en bygning og indimellem også dets brugsvand. Selvom alle varmepumper bruger el, er det ofte en langt mere miljøvenlig løsning end andre opvarmningsformer, og samtidig er varmepumpen som regel billigere i drift. Sammenlignet med en el-radiator bruger en varmepumpe eksempelvis kun ca. en fjerdedel elektricitet til at opvarme en bygning.
I princippet kan varmepumper anvendes i alle typer bygninger. Det kræver dog, at bygningen er velisoleret og har radiatorer nok eller tilstrækkelig gulvvarme til at dække varmebehovet. Er det ikke aktuelt, vil det ikke være muligt at udnytte varmepumpen optimalt; den skal yde mere, end den er beregnet til, og det kan både medføre et højere elforbrug samt forkorte varmepumpens levetid.
Tre typer af varmepumper
Grundlæggende findes der tre forskellige typer af varmepumper – nemlig:
Jordvarme
Luft til vand
Luft til luft
Inden vi undersøger, hvilken løsning der passer bedst til din bolig, tager vi et kig på de respektive varmepumper og forklarer, hvordan de virker.
Jordvarmepumpe
En jordvarmepumpe udnytter den varme, der er tilgængelig i jordens øverste lag. Her graves en lang væskefyldt slange ca. 1 meter ned i jorden, og denne varmes op af den energi, solen giver jorden, hvorefter væsken leder varmen ind til varmepumpeanlægget, der er installeret i boligen – typisk i bryggerset. I anlægget trækkes varmen ud og føres videre til boligens radiatorer eller gulvvarmesystem samt til varmtvandsbeholderen.
Jordvarme er en vedvarende og miljørigtig ressource, hvor du får helt op til 4-5 kilowatt varme for hver 1 kilowatt elektricitet, der anvendes.
Som du nok kan forstå, er jordvarme en bæredygtig og fornuftig varmekilde, som langt de fleste boligejere kunne drage nytte af. Løsningen har bare den ulempe, at der er store omkostninger forbundet med etableringen, ligesom det kræver en forholdsvis stor have, der ikke er beplantet med træer og/eller belægning i form af terrasser og bede – ca. 3-4 m2 pr. m2 boligareal.
Luft til vand
En luft til vand-varmepumpe har ikke slanger i jorden, som en jordvarmepumpe, men den består stadig af to dele; en udedel og en indedel.
Udedelen er et anlæg med en ventilator, der placeres uden for huset. Her trækkes luften ind i en varmeveksler, der overfører varmen til et kølemiddel, som efterfølgende ledes ind til indedelen. Her sendes varmen videre til dine radiatorer og/eller dit gulvvarmesystem samt til brugsvandet, hvis du har valgt en løsning med en varmtvandsbeholder.
Selvom luft til vand-varmepumpen er en smule mindre effektiv end jordvarmepumpen, så er den langt billigere i installation, og du får derfor to store fordele med denne løsning; en relativt lav engangsydelse samt en yderst effektiv varmepumpe.
Luft til luft
Modsat både jordvarmeanlægget og luft til vand-varmepumpen er en luft til luft-varmepumpe ikke en opvarmningsform, der kan stå alene. I hvert fald ikke på helårsboliger. Det er i stedet en varmekilde, der skal ses som ”ekstra” opvarmning eller som alternativ til eksempelvis elvarme, fyr eller brændeovn i et fritidshus.
En luft til luft-varmepumpe kan bedst beskrives som et omvendt airconditionanlæg. Udedelen monteres uden på huset, hvor den udvinder energi ved hjælp af strøm, som omdannes til varme og sendes direkte ind i det rum, hvor indedelen er placeret. Det er således ikke en løsning, der kan opvarme vand, og er dette den eneste opvarmningsform i en bygning, er det derfor også nødvendigt at installere en vandvarmer.