Er det dyrt i strøm at have en varmepumpe?

Alt er jo relativt, men det korte svar er "nej". Læs med for at høre hvorfor

Du vil uden tvivl få en større elregning ved at installere en varmepumpe. Men den samlede besparelse på dit forbrug af el og varme bliver lavere - i mange tilfælde meget lavere.

Det er der hovedsageligt to grunde til: elvarmeafgiften og varmepumpens effektivitet.

Elvarmeafgiften

Grunden til, at det er vigtigt at se på det samlede forbrug, er pga. elvarmeafgiften - også kaldet den reducerede elafgift. Den gør, at al forbrug over 4.000 kWh/år praktisk talt er uden elafgift, hvis du bruger elektricitet som opvarmningsmiddel.

En gennemsnitsfamilie med to voksne og to børn bruger ca. 4.450 kWh/ år i forbrugsel (lys, TV, hårde hvidevarer, osv.). Der er derfor mange husstande, der vil se en besparelse på deres eksisterende elforbrug, når de skifter til en varmepumpe.

Men det vigtigste er, at varmepumpen dermed vil forbruge næsten afgiftsfri el året rundt. 

Varmepumpens effektivitet

Der er vigtigt at forstå, at når du sammenligner opvarmningsformer, så efterspørger ethvert hus en given mængde varme. Den mængde er afhængig af husets varmetab (isolering), centralvarmesystem (radiator, gulvvarme), indetemperatur og vejr. Hvordan varmen bliver tilført huset - via olie, gas, varmepumpe eller noget andet - er dybest set ligegyldigt.

For at kunne sammenligne opvarmningsformer, er det normal praksis at estimere husets varmebehov i kilowatttimer (kWh). Det estimeres, at gennemsnitsfamiliens 130 m² hus efterspørger ca. 18.100 kWh varme pr. år.

Ift. fossile opvarmningsformer er det geniale ved varmepumpen, at den er i stand til at at få mere varme ud af den elektricitet, den forbruger. Faktisk kan varmepumpen producere 3,5-5 kWh varme hver gang den forbruger 1 kWh strøm - det kaldes SCOP-faktoren.

Det betyder, at varmepumpen kun skal bruge mellem 3.620-5.170 kWh elektricitet på at levere 18.100 kWh varme.

Hvad koster det samlet i forbrugsel og varme?

Hvis vi tager udgangspunkt i vores gennemsnitsfamilie, så ser regnestykket for det årlige varmeforbrug således ud:

Årligt varmeforbrug

SCOP3,5 (radiator)5 (gulvvarme)
Forbrugsel4.450 kWh7.609 kr.4.450 kWh7.609 kr.
Varme5.170 kWh3.664 kr.3.620 kWh2.566 kr.
Total9.620 kWh11.273 kr.8.070 kWh10.175 kr.

Grunden til, at strømmen til forbrug er så meget dyrere end varmen, er, at vi her regner med en kWh-pris på 1,82 kr./kWh for de 4.000 kWh, da dette forbrug er uden elvarmeafgiften.

Vi kategoriserer det sådan, fordi dette forbrug er en "konstant" uafhængigt af varmekilde. Hvis du har et oliefyr, vil du have den samme udgift  til forbrugsel. Faktisk er udgiften lidt større, da du ikke vil få den lave afgift på de overskydende 450 kWh.