Se hvad du kan spare ved at skifte til en varmepumpe

5 stjerner på Trustpilot
5 stjerner på Facebook
BLOG

Kan varmepumper bruges i et grønt byggeri?

Skrevet d. 19. september 2022

af Lasse Damgaard

Kan varmepumper bruges i et grønt byggeri?

Der er fuld fart på den bæredygtige omstilling rundt om i det danske land. Det gælder især inden for grønt byggeri. Her kommer valget af varmekilde til de nye byggerier ind i billedet. Er varmepumpen grøn nok til at være med – også i fremtiden? Det kigger vi nærmere på her.

Der er nok at forholde sig til i byggebranchen, når det kommer til grønt byggeri. Alt lige fra isolering, materialer til vægge, gulve og lofter bliver tænkt igennem med et bæredygtigt perspektiv. Hvad byggebranchen plejer at gøre, er ikke nødvendigvis det, branchen skal fortsætte med at gøre, når det kommer til fremtidens byggeri. Grønt byggeri er kommet for at blive.

Et af de valg, der skal tages, når det kommer til at opføre et nyt hus, kontor eller institution, er, hvilken energikilde bygningen skal varmes op med. I fremtiden kommer vi ikke til at fyre med olie eller gas. De fossile brændstoffer udleder for meget CO2 i atmosfæren, og de bliver allerede i dag valgt fra af boligejere til fordel for mere bæredygtige alternativer.

Og hvis det ikke er af miljømæssige årsager, at danske boligejere vælger olie- og gasfyret fra, er det af økonomiske. Med de stigninger, vi har set i den seneste tid på olie og gaspriser, er det et udmærket incitament for mange til at tage skiftet til eksempelvis varmepumper.

Økonomiske gevinster ved at skrotte olie- og gasfyr

Den seneste opgørelse over opvarmet bygningsareal viser, at ud af de i alt godt 539 mio. kvadratmeter opvarmet bygningsareal, der er i Danmark, er den mest udbredte fjernvarme (cirka 55 procent). Næstmest ses naturgas som opvarmningskilde, derefter oliefyr, så elovn eller elpaneler, og som rosinen i pølseenden ligger varmepumper (5,4 procent). Det opvarmede bygningsareal dækker over kontorer, avl og drift, fabrikker, institutioner, helårsbeboelse og sommerhuse.

Og selvom varmepumper ikke udgør så stor en procentdel endnu, er det en spiller på markedet, der kommer til at fylde meget mere i statistikken fremover. Hvis vi kigger på de seneste ti år, er der sket en stor stigning i antallet af parcelhusejere, der tilvælger varmepumpen – fra 21.768 i 2012 til 93.325 her ti år efter. Det er en fremdrift, der er stor politisk opbakning til, og derfor ser vi flere forskellige økonomiske tiltag, der kommer de boligejere til gavn, som skrotter olie- eller gasfyret og i stedet tilvælger varmepumpen.

Som eksempel på en økonomisk hjælpende hånd kan vi nævne den såkaldte Afkoblingsordning, hvor boligejere kan søge om tilskud til at blive koblet af gasledningen. Derudover kan du søge om tilskud til at få installeret en luft til vand-varmepumpe via Bygningspuljen. Tidligere har det også været muligt at spare penge ved brug af håndværkerfradraget, som dog ikke længere er aktuelt.

Der er ofte mange krav, der skal overholdes, før det kan lykkes dig at opnå tilskud til din varmepumpe. Men selvom du ikke opnår tilsagn om tilskud, er der stadig mange penge at spare, hvis du står over for opførelsen af et nyt (og grønt) byggeri og vælger en varmepumpe som varmekilde.

LÆS OGSÅ: Venter du på tilskud? Så misser du måske den gratis gasafkobling i ventetiden

Grønt byggeri er lig med farvel til olie og gas

Som tidligere nævnt er priserne på gas og olie røget godt i vejret. Det betyder, at hvis du fyrer med en af de to brændsler, vil du fortsat skulle punge meget ud for at holde varmen i din bolig. Så på den måde er olie og gas hverken bæredygtigt for din privatøkonomi eller for miljøet. Derfor passer denne type varmekilde ikke ind i de grønne byggerier, der skyder frem. Ligesom det heller ikke rimer på økonomisk og bæredygtig energirenovering af boligen.

Når vi kigger på et alternativ til olie og gas, såsom en varmepumpe, passer den som fod i hose ind i et grønt byggeri. Det skyldes, at varmepumpen bruger el, og el bliver grønnere og grønnere for hver dag, der går. Det sker i kraft af, at vi i Danmark producerer stadig mere strøm fra vind- og solenergi. Derudover er prisen på strøm nogenlunde stabil, og hvis man sammenligner opvarmning med fossile brændstoffer kontra varmepumpe, er det tydeligt, at varmepumpen er en god investering.

I et eksempel fra Videncentret Bolius ses det, at en familie på fire, der bor i et 130 kvadratmeter stort hus, bruger omkring 8.000 kr. om året inklusive service på opvarmning af hus og brugsvand med varmepumpe. Til sammenligning koster tilsvarende opvarmning med et nyt oliefyr cirka 23.500 kr. om året i fyringsolie og service. Som en tilføjelse hertil kan siges, at en varmepumpe er en mere kostbar investering. En udskiftning til et nyt oliefyr koster omkring 30.000-45.000 kr., hvor en ny luft til vand-varmepumpe koster omkring 110.000-120.000 kr. Denne merpris er dog tjent ind i løbet af ganske få år, blot ved den lavere pris, du betaler i forbrug.

Grønne energikilder kan reducere CO2-udledning markant

Opsummerende kan siges, at varmepumpen kommer til at spille en stor rolle i fremtidens grønne byggeri. Og som førnævnte stigning af parcelhuse, der tilvælger varmepumpe som varmekilde, viser, er varmepumpen allerede med til at sikre mere bæredygtige danske hjem. 

Hvis vi kigger ind i en fremtid, hvor alle bygninger bliver varmet op med fjernvarme eller varmepumpe, vil det reducere Danmarks CO2-udledning med cirka to tredjedele. Det ses i en rapport fra Videncenter for Energibesparelser i Bygninger. En energirenovering af bygningerne vil derudover spare klimaet for 2,3 mio. tons CO2 om året. Det udgør cirka 10 procent af de 20 mio. tons CO2, vi skal spare i Danmark inden år 2030.

Med andre ord kan energirenovering og et farvel til olie- og gasfyr betyde, at den grønne omstilling får et pænt nøk opad.

Ovenstående beregninger er fra september 2022. Vær opmærksom på, at priser og forhold ændrer sig løbende, så denne artikel baserer sig på et øjebliksbillede. 
 
Ønsker du vores hjælp til en specifik beregning, så udfyld vores tilbudsberegner øverst på siden, og modtag et uforpligtende tilbud og besparelsesberegning.

Hvilken varmepumpe er god som erstatning til oliefyr?

En luft til vand-varmepumpe er en god erstatning for et oliefyr. Med den type varmepumpe har du stadig en energikilde, der både varmer dit hus op og sørger for varmt brugsvand. Og endda på en langt mere bæredygtig måde end olie, der udleder meget CO2, når det forbrændes.

Hvordan passer varmepumper ind i fremtidens grønne byggerier?

Der er brug for mange miljøvenlige tiltag i et grønt byggeri. Alle bygningens dele skal bestå af bæredygtige elementer, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at udlede mindre CO2. Her kommer varmepumper ind i billedet som en klimavenlig energikilde.

Hvorfor er varmepumper en miljøvenlig energikilde?

Varmepumper gør det godt, når det kommer til at være miljøvenlig, fordi en varmepumpe kører på strøm. Strøm kan produceres næsten 100 procent grøn i Danmark i kraft af vindmølle- og solenergi.