Fundament til varmepumpens udedel

Varmepumpen skal stå på et plant og drænende underlag. Læs her, hvad du skal grave ud, hvilke materialer du skal bruge, og hvilke afstande du skal holde

Inden din installationsdato skal der være et klart underlag til varmepumpens udedel. Det behøver hverken være støbt beton eller et større anlægsprojekt - men det skal være plant, stabilt og drænende, så varmepumpen står godt, og kondensvandet kan komme væk.

I denne guide gennemgår vi:

  1. Hvor stort underlaget skal være
  2. Hvilke afstande du skal holde rundt om varmepumpen
  3. Sådan bygger du et drænende skærvebed - trin for trin
  4. Hvilke granitskærver du skal vælge
  5. Alternativer: fliser eller støbt fundament

Hvor stort skal underlaget være?

Størrelsen afhænger af, hvilken generation varmepumpe du får. Vi installerer i dag både Panasonics J-generation (kølemiddel R32) og L/M-generationen (kølemiddel R290) - du kan læse om forskellen på generationerne her.

ModelVarmepumpens mål (H x B x D)Underlag, minimum (B x D)
J-generation, 5-7 kW86,5 x 128,3 x 32 cm130 x 80 cm
J-generation, 9-16 kW141 x 128,3 x 32 cm130 x 80 cm
L-generation, 5-9 kW99,6 x 98 x 43 cm100 x 90 cm
M-generation, 9-16 kWca. 152 x 120 x 43 cm125 x 90 cm

Målene er på selve pumpen. Dertil kommer gummifødderne, som gør pumpen ca. 10 cm højere - og på J-generationen betyder monteringsskinnerne, at pumpen samlet fylder 60 cm i dybden. Underlagets dybde er målt ud fra muren og har indregnet de ca. 20 cm luft bag pumpen.

Ved du endnu ikke, hvilken model du får - eller vil du bare være på den sikre side? Så lav underlaget 130 cm bredt og 90 cm dybt. Det passer alle modeller.

Du kan se alle mål på J-generationens varmepumper her. M-generationen findes også i 20-30 kW til erhverv - dér gennemgår vi altid pladsen individuelt.

Underlaget skal være så plant som muligt. Du behøver ikke hive vaterpasset frem - varmepumpens gummifødder klarer små ujævnheder - men undgå tydelig hældning, så drænbakken under pumpen kan tømme sig jævnt.

Afstande: plads til luft og service

Varmepumpen lever af frisk luft, og vores montører skal kunne komme til den ved service. Hold derfor disse afstande, når du planlægger underlaget:

SideAfstand
Bagtil (mod mur/hæk)Min. 20 cm
Serviceside - der hvor rørene er tilsluttet (typisk højre side, set forfra)Ca. 50 cm
Modsatte sideSå frit som muligt, så der er uhindret lufttilførsel
Foran (luftafkastet)Min. 1 meter frit

Derudover skal der være frihøjde over varmepumpen, så den ikke kommer i karambolage med vinduer og lignende. Inkl. gummifødder er det ca. 97-151 cm for J-generationen (afhængig af størrelse), ca. 110 cm for L-generationen og ca. 162 cm for M-generationen.

Får du en L- eller M-generation (R290)? Så gælder der derudover en beskyttelseszone omkring pumpen, fordi kølemidlet er brandbart. Inden for zonen må der ikke være tændkilder som stikkontakter og lamper, vinduer og kældervinduer der kan åbnes, ventilationsåbninger - eller afløbsriste og nedløbsbrønde. Det tjekker vi altid, når vi gennemgår placeringen med dig inden installationen. Læs mere om generationerne og beskyttelseszonen her.

Undgå at "bygge varmepumpen inde" mellem mure, hegn eller beplantning på flere sider. Hvis den genbruger sin egen afkølede luft, falder SCOP-værdien - og så stiger din varmeregning. Læs mere om placering under overdækning her.

Sådan bygger du et drænende skærvebed - trin for trin

Et bed af granitskærver er den enkleste og mest effektive løsning: Det er stabilt, det leder kondensvandet direkte ned i jorden under pumpen, og du slipper for is på overfladen om vinteren.

Sådan gør du:

  1. Markér arealet ud fra skemaet ovenfor - er du i tvivl, er 130 cm i bredden og 90 cm ud fra muren rigeligt til alle modeller.
  2. Grav muldjorden af i hele arealet - ca. 15-25 cm ned, så det øverste, bløde muldlag er væk. Muldjord holder på vandet og sætter sig med tiden, så den skal væk.
  3. Læg fiberdug i bunden og op ad siderne af udgravningen. Fiberdugen forhindrer, at jorden med tiden blander sig med skærverne og stopper drænet til.
  4. Fyld op med vaskede granitskærver i lag af ca. 10 cm, og komprimér hvert lag (en håndstamper er fin til opgaven).
  5. Afret overfladen, så den er plan og i niveau med det omgivende terræn.
  6. Læg evt. en betonflise under hver af varmepumpens fødder for ekstra stabilitet - og lad skærverne ligge frit i midten, hvor drænbakken sidder, så kondensvandet kan løbe direkte ned i skærvebedet.

Er du i tvivl undervejs, så tag billeder af udgravningen og send dem til vip@amalo.dk - så kigger vi på det sammen.

Skal varmepumpen samtidig stå længere end 1 meter fra huset, skal der også graves en rende til varmerørene. Den guide finder du her.

Hvilke granitskærver skal du vælge?

Skærver fås i mange fraktioner (størrelser), og det er ikke ligegyldigt, hvilke du vælger:

  • Vaskede granitskærver 16/32 mm er vores anbefaling til selve skærvebedet. De store mellemrum mellem stenene leder vandet hurtigt væk, de låser godt sammen og ligger stabilt under vægten af varmepumpen.
  • 11/16 mm er et fint alternativ, hvis du også vil kunne gå på arealet - de er mere behagelige at træde på og dræner stadig godt.
  • Perlesten (fx 16/32 mm) dræner også fint og vælges ofte af udseendesmæssige årsager. De runde sten låser dog dårligere sammen end skærver, så underlaget bliver mindre stabilt.
  • Undgå stabilgrus og stenmel i selve drænlaget. De indeholder fint materiale (0-fraktion), der pakker sig hårdt og holder på vandet - godt som bærelag under fliser, men skidt til dræn.

Vigtigst af alt: Vælg vaskede skærver. Uvaskede skærver indeholder støv og finstof, der med tiden kan stoppe drænet til.

Alternativer: fliser eller støbt fundament

Fliser: Du kan også lægge betonfliser på et komprimeret bærelag af stabilgrus (10-15 cm) med 2-3 cm afretningsgrus øverst. Læg fliserne med lidt afstand imellem, så kondensvandet kan sive ned mellem dem. Står varmepumpen på eksisterende fliser i et gangareal, anbefaler vi, at du etablerer et dræn til kondensvandet, så der ikke opstår is om vinteren. Se mulighederne for dræn her.

Støbt betonfundament: Det er sjældent nødvendigt, men kan være en løsning på skrånende terræn. Husk i så fald fald væk fra huset og et afløb eller drænhul til kondensvandet - vandet må ikke kunne samle sig på fundamentet.

Græs eller bed: Står varmepumpen i et bed eller på græs, har du allerede et naturligt dræn. Så skal du blot sikre en plan og stabil overflade - fx med to fliser under fødderne - og behøver ikke gøre mere ved drænet.

Hvorfor er dræn så vigtigt?

Når varmepumpen laver varme, producerer den også kondensvand - mest om vinteren, hvor det kan blive til adskillige liter i døgnet. Vandet samler sig i drænbakken under varmepumpen og løber ud gennem drænhullerne.

Hvis vandet ikke kan komme væk, ender det som is på overfladen - til fare for både dig og varmepumpens fødder. Derfor skal underlaget enten kunne dræne vandet direkte ned i jorden (skærvebedet) eller lede det til et afløb.

Bemærk: På L- og M-generationen (R290) må der ikke være afløbsriste eller nedløbsbrønde i beskyttelseszonen omkring pumpen - så her er det drænende skærvebed den oplagte løsning. Panasonic anbefaler selv, at kondensvandet ledes ned i frostfrit underlag med grus eller skærver.

Læs mere om afledning af kondensvand her.

Tjekliste inden installationsdagen

  • Underlaget passer til din model (se skemaet - eller 130 x 90 cm, der passer alle), og det er plant og stabilt
  • Der er min. 20 cm bag pumpen, ca. 50 cm i servicesiden og min. 1 meter frit foran - og ingen afløbsriste, nedløbsbrønde eller åbningsbare vinduer tæt på, hvis du får en R290-model
  • Kondensvandet kan komme væk - via skærvebed, dræn eller naturligt underlag
  • Evt. rør til nedgravning er gravet ned efter nedgravningsguiden
  • Du har taget billeder og sendt dem til vip@amalo.dk, hvis du er i tvivl om noget

Så er du klar til installationsdagen - og din varmepumpe får de bedste betingelser fra dag ét.