Hvad skal jeg forberede inden installationen?

For at du får den bedst mulige installation, har Amalo et par punkter, som vi gerne vil have, at du har forberedt inden din installationsdato

1 . Vær hjemme under installationen 

Vi har erfaret, at det er en god idé, hvis der er en fra husstanden til stede under hele installationen. Selvom vi planlægger alt så godt, som vi kan, kan der opstå uforudsete spørgsmål, som det er godt at kunne få afklaret med det samme.

Det betyder selvfølgelig ikke, at du konstant skal være til rådighed. Du kan fint arbejde hjemmefra og løbe nogle ærinder i løbet af de to dage. Vi skal bare have dig til rådighed, hvis det skulle blive nødvendigt.

Afslutningsvis skal vi også overlevere din nye varmeløsning til dig, så du skal være til stede, når vi færdiggør installationen.

2. Ryd installationsområdet

Hvis du kan rydde alt, hvad der kan ryddes, i nærheden af de komponenter, vi skal bruge til installationen, vil det lette installationsprocessen. Dvs. at evt. opbevaring omkring fyr, varmtvandsbeholder og eltavle er fjernet, inden vi installerer.

Så har vi nemlig fri adgang, når det kommer til rør- og kabelføring fra varmepumpen.

3. Lav en plan overflade til varmepumpen udenfor

Dette punkt er mest for din egen skyld, da en lettere ujævn overflade ikke er noget problem for varmepumpens ydelse. Men vores erfaring siger os, at du bliver mest glad for en varmepumpe, der står nogenlunde plant.

Du behøver ikke hive vaterpasset frem, men sørg for, at der er en forholdsvis plan overflade, som vi kan stille varmepumpen på udenfor - 130 cm i bredden, 80 cm i dybden (selv om varmepumpen inkl. fødder kun er 60 cm, skal den kunne stå 20 cm fra væggen).

Her kan du se dimensionerne på en 5-7 kW varmepumpe:

5-7 kW

4. Overvej afledning af kondensvand

Når varmepumpen producerer varme, vil den nogenlunde kontinuerligt også producere kondensvand. Mængden af kondensvand er højest om vinteren, men der vil altid være en vis mængde, der skal ledes væk.

Vores råd er simple:

  • Placeres varmepumpens udedel i et bed eller på en græsplæne, har du et naturligt dræn. Du behøver derfor ikke gøre noget (andet end at forberede en jævn overflade, selvfølgelig 😉)
  • Placeres den på fliser et sted, hvor du praktisk talt ikke færdes, behøver du heller ikke gøre noget.
  • Placeres den på fliser, hvor du færdes ofte, er det en god idé at aflede kondensvandet til dræn. Ellers kan der opstå is. 

Du kan læse mere her om, hvad vi gør for at aflede kondensvandet.

5. Opret Panasonic Smart Cloud-bruger

Hvis du er servicekunde hos Amalo, installerer vi Panasonics wifi-modul. Det gør, at du kan fjernkontrollere og -monitorere din varmepumpe. Samtidig bliver du også en del af Amalo Serviceplatform, hvor vi kan observere driften af din varmepumpe 24/7.

For at alt dette kan lade sig gøre, skal vi dog til at starte med have dig til at registrere en Panasonic Smart Cloud-bruger. Hvis du gør det, før vi kommer ud, er det én ting mindre, du skal tænke på, når vi skal have dig koblet på wifi-modulet.

Du kan se hele processen for opkoblingen til wifi-modulet her (du kan kun gennemføre første step på forhånd).

6. Evt. frakobling af gas

Hvis du har et gasfyr i dag, skal din gasledning afkobles.

Det eneste, du skal tage højde for på forhånd, er, hvorvidt varmepumpen skal stå præcis der, hvor din gasmåler står i dag. Oftest vil det ikke være tilfældet, og så kan du fint frakoble gassen efter installationen.


Du kan med fordel læse denne artikel, der udpensler hele processen.

Hvis du har udført disse få opgaver, når vi ankommer, har du givet dig selv de bedste forudsætninger for at få en installation, der kører på skinner.